At bo i plejebolig

Beslutningen om at sige ja til en plejebolig er ofte en svær beslutning. De kendte omgivelser bliver byttet ud med nye og du får nye naboer og nye hjælpere omkring dig. Vi lægger vægt på respekten for det enkelte menneske.

Hverdagen

På Tingager Plejehjem ønsker vi, at hverdagen er præget af at alle oplever anerkendelse for det unikke menneske, hver enkelt er. Der skal være udfoldelses-muligheder, varme og nærhed samt ro til en stille stund. I hverdagen skal der være mulighed for at være til glæde og gavn for andre.

Ernærring

Køkkenet tilbereder alle vores måltider. Døgnkosten kan kun fravælges, hvis du får sondemad. Der serveres ernæringsrigtig mad, som er tilpasset dit ernæringsbehov og du har mulighed for at spise i fællesstuen eller inde i din egen lejlighed. Mod forudbestilling/betaling kan dine gæster deltage i spisningen eller drikke kaffe sammen med dig.

Vi tilbyder at vaske dit personlige tøj. Vi anbefaler at tøjet er af en vaskevenlig kvalitet, som kan tåle tørretumbling. Uldtøj skal vaskes af din familie, fordi vi ikke kan påtage os ansvaret for vask af dette materiale.

Medicin og Cremer

Personalet vil gerne hjælpe dig med at bestille din medicin og eventuelt andre produkter fra apoteket. Apoteket bringer gerne ud mod betaling af et gebyr, derfor gør vi os umage for at samle dine bestillinger til ca. en gang om ugen. Vi vil, så vidt det er muligt, sørge for, at du får din medicin leveret dosispakket, så personalet ikke skal bruge tid på at tælle medicin op, men i stedet kan bruge tiden på andre opgaver til gavn og glæde for dig.

Post

Postdanmark afleverer al post ude i postkassen ved hovedindgangen,hvor personalet henter den og fordeler den til rette modtager.

Indretning af lejlighed

Det er din og din families opgave at møblere din lejlighed og sørge for at hænge billeder, spejle mm. Op. Når I indretter din lejlighed skal I være opmærksomme på, at der skal være plads til eventuelle hjælpemidler og til at personalet har plads til, at kunne hjælpe dig. For din og medarbejdernes skyld anbefales det, at der ikke ligger løse tæpper på gulvene. Hvis dit hjælpebehov stiger og der skal flere hjælpemidler ind i lejligheden kan det blive nødvendigt at fjerne møbler fra stuen for at kunne overholde arbejdsmiljølovens bestemmelser.

Rengøring af din lejlighed

Støvsugning og vask af gulve samt rengøring af badeværelset tilbydes 1 gang hver 14. dag. Vinduespudsning og vask af gardiner er dit ansvar og har du haft gæster, som har brugt af dit eget service, er det deres opgave at hjælpe dig med at rydde op og vaske det af.